Mette-Marit afslører: Gik fra Haakon før brylluppet
Kronprins Haakon og kronprinsesse Mette-Marit kunne i går fejre deres 10-års bryllupsdag som et ægtepar med en ubrydelig kærlighed til hinanden. Men faktisk holdt det norske kronprinsepar en pause i forholdet, inden de gav hinanden deres ja.
Det afslørede Mette-Marit i et åbenhjertigt interview på norsk TV 2 i aftes i anledning af bryllupsdagen.
- Vi havde besluttet, at vi skulle holde en pause - at det blev for vanskeligt. Det var som taget ud af en romantisk film. Jeg gik rundt i gaderne i Oslo i regnen og græd og græd, røbede Mette-Marit og erkendte, at det krævede mange og lange overvejelser at være kæreste med landets kronprins.
- Det var en helt uvirkelig situation. Jeg havde jo et barn, sagde Mette-Marit, som var enlig mor til Marius, da hun og Haakon forelskede sig.
Bruddet skete, kort inden Haakon skulle rejse til New York, og med på turen fik han et langt brev fra Mette-Marit. Nøjagtig hvordan de to fandt sammen igen, gik kronprinsessen ikke i detaljer med. Men hun svarede uden omsvøb på, hvad hun faldt for hos Haakon:
- Han er skøn og dejlig. Der er noget meget ordentligt ved ham.