Erik Damgaard vil flytte fra Danmark
For tre år siden løb dokumentarprogrammet "Anni og Erik goes to Hollywood" over TV-skærmene herhjemme, og et nyt par i mediebilledet var født! Anni Fønsby og Erik Damgaard var kommet for at blive, og deres liv og levned kom til at strække sig langt ud over programserien og lige ned i pressens spalter, hvor interesserede siden har kunnet følge det celebre pars tilværelse - på godt og ondt.
Status i parrets liv er, at Anni venter på at skulle afsone to års fængsel for rufferi, mens Erik dermed får masser af tid til at overveje fremtiden. Og han ved allerede, hvad han gerne vil; have en pause fra det offentlige liv, forlade Danmark og i stedet bosætte sig i Spanien.
Sol og varme lokker - væk fra pressen
Parret har været så meget i vælten, at en tilværelse i sol og varme uden en forstyrrende presse lokker familien. Men først skal Anni ud af fængslet igen, siger Erik Damgaard. Så planerne står ikke umiddelbart for at blive realiseret, men drømmen er der, og det eneste, der lige nu forhindrer, at den kan virkeliggøres, er Annis afsoning.
- Jeg har ingen planer om at flytte, før Anni er ude igen, og alt er godt, siger han til B.T. og tilføjer om sin Spanien-drøm:
- Jeg har lige besøgt min partner, der bor dernede, og det kunne jeg også godt tænke mig. Og hvorfor ikke? Alle mine ansatte bor alligevel i Indien, siger Erik Damgaard, der endnu ikke ved, hvor Anni skal afsone sin dom. Måske Horserød, funderer finansmanden, men håber på et pensionat i Lyngby.