Derfor takkede prinsen nej til bryllupsfest
Da prinsesse Madeleine i weekenden dukkede op til samme bryllupsfest som ekskæresten Jonas Bergström, vakte det stor forundring hos vores svenske broderfolk.
Prinsessen har ellers gjort alt for at undgå Jonas siden det dramatiske brud i 2010.
Men hvor var prins Carl Philip? Han var nemlig også inviteret til bryllupsfesten hos venneparret Natalie Rosta og Dag Werner.
Ifølge Svensk Damtidning blev prinsen varskoet af sin søster, Madeleine, om at hans ekskæreste, Emma Pernald, også ville være til stede ved brylluppet. Og det ønskede Carl Philip angiveligt ikke at udsætte sin "nye" kæreste, Sofia Hellqvist, for.
En kilde til ugebladet hævder, at Sofia bestemt ikke havde lyst til at stå ansigt til ansigt med Emma, og derfor takkede Carl Philip nej til invitationen.
Til gengæld havde prinsesse Madeleine, der i dagens anledning var brudeterne, hasteindkaldt sin nye kæreste, Chris O'Neill, til Sverige, for at også han kunne deltage.
Og paradoksalt nok ankom netop Chris med Emma Pernald som ledsager, som det ses af billedet herunder. (Foto: AOP)