Gravid kronprinsesse Victoria har fyldt kalenderen
Hun er kendt for at være en flittig kronprinsesse, og det ser heller ikke ud til at ændre sig under Victorias graviditet. I hvert fald er hendes kongelige kalender fyldt godt op til efteråret, og Victoria har tænkt sig at gennemføre alle de mange programpunkter.
Det begynder med et besøg i Norge den 25. august sammen med prins Daniel, hvor de skal være med til at fejre det norske kronprinspars10-års bryllupsdag.
Derefter skal de den 29. august være med til at døbe hjuldamperen Eric Nordevall 2 i Stockholm.
Tirsdag den 30. august skal kronprinsessen være med ved uddelingen af Polar Music Prize sammen med kongeparret og prins Daniel, og dagen efter tager kronprinsesseparret til Göteborg.
Den 2. september besøger kronprinsessen et fagforbund i Stockholm, der har jubilæum, og den 12. september skal hun deltage i et seminar om det bæredygtige hav.
Dagen efter tager Victoria til Apeldoorn i Holland.
Nogle dage efter er det riksdagens åbning, hvor hele kongefamilien deltager, bortset fra prinsesse Madeleine. Og om aftenen er der en stor gallaforestilling i Den Kongelige Opera i Stockholm.
Den 18. september er kronprinsessen med ved en mindehøjtidelighed i anledning af Dag Hammaskjölds død.
Den 22. september bliver "Victoriatorvet" indviet, og sidst, men ikke mindst, skal Victoria den 23. september dele Stockholm Junior Water Price ud i Älvsjö.