Jens Unmack fandt sin bil smadret ind i butik
Jens Unmack har nok ikke den bedste forestilling om p-vagter for tiden. Han har nemlig været ude for en bizar oplevelse, da han i søndags fandt sin stjålne bil parkeret ind igennem et butiksvindue - og med en p-bøde!
Jens og resten af bandet havde i weekenden turneret rundt i Danmark, hvor vejen blandt andet gik forbi Skanderborg Festivalen. Da han kom hjem, opdagede han til sin store forbavselse, at hans bil var væk.
- Min bil er blevet stjålet, og det meldte jeg så til politiet. Men i dag fandt vi så ud af, at den var blevet brugt til et rambuktyveri på H.C. Ørstedsvej, sagde Jens Unmack til ekstrabladet.dk i går.
Forbløffende skarp p-vagt
Bilen var blevet kørt ind igennem en butiksfacade og blevet efterladt overdynget i glasskår og med flere store skader. Men ikke nok med det, så fandt Jens Unmack en anden overraskelse.
- Det er simpelthen så irriterende. Men for at det ikke skulle være nok, så havde en forbløffende skarp parkeringsvagt lige fået placeret en parkeringsbøde i forruden, selv om de fleste nok kunne se, at bilen ikke var blevet parkeret der under normale omstændigheder, fortalte en lettere irriteret Jens Unmack.
Straks tog forsangeren kontakt til Frederiksberg Kommune, men i første omgang kunne de ikke gøre noget ved de 510 kroner, som han skal betale for sin "ulovlige parkering".
- De kunne umiddelbart ikke stille noget op, men jeg ville høre fra dem. Jeg ved endnu ikke, om jeg vil betale bøden i første omgang, for ellers kommer jeg jo til at betale med renters rente, sagde den uheldige bilejer til ekstrabladet.dk.