Lisbeth Østergaards tårevædede afsked
Sidste lørdag måtte den populære 30-årige TV-vært nemlig vinke farvel til sin mand, Marc Fraenkel Østergaard, som hun stjerneforelsket og lykkelig giftede sig med den 13. maj i Kastelskirken i København.
Marc er nemlig som gardehusar-officer blevet udsendt et halvt år til Afghanistan og sidste lørdag drog han sammen med sine kolleger af sted til det krigshærgede land, hvor han de næste seks måneder skal være udstationeret.
- Det er derfor jeg er i militær-look i dag. Som en lille skjult hyldest til ham og de andre derude, fortalte Lisbeth Østergaard, da hun i sidste uge forsøgt at få tankerne adspredt ved at gå til forskellige modeshows.
- Marc rejste sidste lørdag og det var bestemt ikke sjovt. Jeg har jo vidst det længe, men det bliver det sgu ikke nemmere af, siger Lisbeth Østergaard, der dog selvom hun græd og var dybt ulykkelig, da Marc rejste, har besluttet, at holde modet og humøret oppe.
Gode veninder hjælper
- Jeg synes, det er svært at undvære ham, men jeg bliver nødt til at tænke positivt, for ellers bliver det et langt halvt år, hvis jeg skal sidde herhjemme og græde, siger Lisbeth Østergaard, der indtil videre har hørt fra sin Marc hver dag.
- Han har heldigvis ringet hjem hver dag, men det finder vel også sit leje, og måske er det heller ikke muligt for ham hele tiden. Imens skal jeg så finde min egen hverdag herhjemme, og jeg har heldigvis verdens bedste venner, der har kimet mig ned for at tage sig af mig og holde mig beskæftiget, Så jeg er også heldig, smiler Lisbeth Østergaard, som kan se frem til at Marc får et par uger orlov. Hvornår det bliver, ved hun dog ikke endnu.