Prins Christian og prinsesse Isabella er vilde med tvillingerne
Det er en stor glæde for dronning Margrethe og prins Henrik at se, hvor godt deres børnebørn har det med hinanden, og hvor dygtige og omsorgsfulde deres to svigerdøtre er.
Kronprinsesse Mary og prinsesse Marie elsker rollen som mor, og på Gråsten Slot havde de begge to god tid til at nyde deres børn. Her var ingen officielle pligter, kun leg og samvær med store og små.
Under barnedåben i Holmens Kirke kunne alle, der var til stede, se, hvor glade prins Christian og prinsesse Isabella er for deres små søskende, og nu fire måneder efter er begejstringen for tvillingerne stadig stor. Da fotograferingen fandt sted i Gråsten, havde Christian og Isabella svært ved at holde fingrene fra Josephine og Vincent, og flere gange lykkedes det da også, at få de små til at smile.
De ville sikkert også hellere end gerne have haft lov til at bære hver en baby, men her sagde Mary og Frederik stop. De eneste, der ud over dem selv, fik lov til at holde tvillingerne, var farmor og grandpapa.
Dét nød Margrethe og Henrik til gengæld så meget, at de såmænd kunne have haft dem på armen meget længere.