Unge Mødre Camilla Petersens vilde vægttab
Camilla Petersen vimser af gode grunde ikke rundt med en hvepsetalje lige nu. Hun er højgravid med sit sjette barn, så naturen har sat en stopper for et ellers imponerende vægttab. Inden hun blev gravid, tabte den 25-årige mor sig 30 kilo på fire måneder.
En præstation, som krævede så meget tid i motionscenteret og så lidt mad på tallerkenen, at Camilla understreger, at det i virkeligheden nok ikke var særlig sundt.
- Men det virkede for mig, slår hun fast og understreger, at hun efter fødslen igen vil kaste sig ud i slankeprojektet.
- Jeg kan mærke det lige med det samme, når jeg begynder at tabe mig. Jeg bliver meget gladere og får det bedre med mig selv. Det er også godt for parforholdet. Benjamin siger godt nok, at han er ligeglad med, hvad jeg vejer, men han går alligevel rundt og ligner en, der har vundet et eller andet, når jeg har tabt mig, siger Camilla, som er benhård, når hun skal gå ned i vægt.
Åd som et svin
For at bevare motivationen har hun nemlig brug for at se hurtige resultater på sin krop, og derfor ryger kiloene af i en høj fart.
- Hvis man taber sig et enkelt kilo om ugen, kan man ikke rigtig se det, så jeg tabte mig mellem tre og fem kilo om ugen, siger Camilla, som husker, hvordan hun spiste den allersidste aften, inden vægttabet gik i gang.
- Jeg åd som et svin. Slik, chokolade og en masse sodavand. Så var jeg klar. For mig handlede det om at styrketræne hver eneste dag i halvanden til tre timer. Jeg elskede det. Det var mit højdepunkt på dagen. Jeg trænede altid alene, for hvis jeg gjorde det med andre, gik der for meget sludder og snak i den. Det gav resultater.