Dronning Margrethe kom om bord på BILLED-BLADETs skib
Der blev gjort rent fra tidlig morgen på Hvidbjørnen, inden dronning Margrethe og prins Henrik skulle om bord for at hilse på besætningen på det skib, der under hele rejsen til Grønland fungerer som følgeskib for Dannebrog. Alle var i deres stiveste puds, det vil sige flotteste uniformer, men desværre kunne Billed-Bladet ikke være til stede, da regentparret ankom. Hele besætningen stod parade, da de kongelige besøgte vores skib, så der var ingen til at hente os i gummibåd inde på kysten. Derfor fik vi ikke vist dronningen vores lukaf på aller nederste dæk, og vi havde ellers glædet os og ryddet så flot op.
Dronningen og prins Henrik fik i stedet tilbudt en kop kaffe på øverste dæk sammen med skibets kaptajn, Henrik Prætorius, og så gik det alt sammen alligevel.
Imidlertid forbarmede gummibåds-besætningen sig over os, og lige før dronningen og prins Henrik skulle tilbage til Dannebrog, blev Billed-Bladets to medarbejdere hentet i land. Derfor nåede vi at sige goddag til majestæten og fortælle hende, hvilket dejligt skib Hvidbjørnen er, og hvor glade vi er for at bo her. - Det er dejligt at høre, svarede dronning Margrethe.
Mens chaluppen blev gjort klar ved falderebet (det vil sige lejderen), ville prins Henrik se Hvidbjørnens helikopter, og selvfølgelig fulgte Billed-Bladet med. Pludselig prikkede kaptajnen os på skulderen, for lige bag os stod majestæten og ville forbi. - Undskyld, at vi står i vejen, sagde vi lidt beklemt. - Det gør da ikke noget, De kunne jo ikke vide, at jeg gerne ville forbi lige netop her, sagde dronningen smilende.
Omsider var chaluppen klar, og dronningen, prins Henrik og deres følge kunne sejle tilbage til Dannebrog. Til lidt af en vippetur til næste by Nanortalik. Der loves storm, og den slags klarer Hvidbjørnen meget bedre end Dannebrog. Så mens Billed-Bladet kunne sove roligt, gik det vildere for sig på kongeskibet.