Johnny Reimar: En stor glæde at hjælpe andre
Johnny Reimar er i øjeblikket græsenkemand. Hans kone gennem 44 år, Annie, er rejst fra ham. Det er heldigvis kun i en lille uge, men for første gang i deres lange ægteskab har hun efterladt mand, hus og hund.
- Hun er taget på malerkursus på Møn, og der er ingen mobildækning. Så jeg har ikke talt med hende i flere dage, siger Reimar, som selv er en habil kunstmaler, og i stuen vidner flere flotte malerier om endnu en kunstnerisk genre i familien.
- Jeg er godt nok ikke så meget hjemme, mens Annie er væk. Men hunden skal jo luftes, siger tyroler - og smølfekongen, som netop har overstået sin fødselsdag nummer 68, og som også går ind i sit travleste år.
Johnny Reimar er langt- fra færdig. Han optræder et hav af steder med sine tyrolersange. Han har opnået en kultstatus, som mange kun tør drømme om, og han hygger sig med at optræde i hele landet - uanset om det er til firmafester eller til en heavy rock-festival.
Passion for at hjælpe
Man kunne godt spørge til, om den nu 68-årige sanger overvejer at hellige sig børnene og børnebørnene og slet og ret gå på pension. Men spørgsmålet synes unødvendigt, når man som Johnny Reimar brænder for at blive ved.
- Så længe helbredet holder, og så længe folk gider høre på mig, fortsætter jeg. Jeg skal jo tjene penge til mine børn i Thailand og i Grønland, siger han med en passion og et lys i øjnene.
For selv om der skal penge på bogen, er det langtfra kun for egen vindings skyld. Johnny har i flere år haft en forkærlighed for at hjælpe andre. Det udmønter sig helt konkret og kontant i hjælp til en række af børnehjem i Thailand, som er støttet af Den Danske Pataya-fond. Og selve landet er gennem flere år blevet til et tilbagevendende rejsemål for ham og fruen. Desuden har han været medstifter af et værested for børn i Grønland.
- Det er vigtigt for mig at få mit budskab ud på den rigtige måde. Jeg har jo ikke ubegrænsede midler. Så min støtte til børnehjemmene i Pataya og i Grønland handler lige så meget om lysten til at hjælpe andre, som det økonomiske bidrag, jeg kan yde. Jeg finder en stor glæde i at hjælpe andre, som har det dårligere end os. Og jeg kan se, at det hjælper, siger han med en alvor i stemmen. Omkring halvdelen af sin tid bruger Johnny Reimar på velgørende arbejde.