Charlotte Bircow er klar til kampen mod brystkræften
- Du må gerne komme på fredag, så får du det sidste interview, jeg laver, inden jeg taber håret, siger Charlotte Bircow i telefonen, da vi aftaler at mødes hjemme hos hende til en snak om det, hun kalder sin "tilstand". En udfordring i hendes liv, som hun gerne ville have været foruden ...
- Jeg synes, jeg har haft rigeligt med udfordringer i mit liv med skilsmisser, børn, arbejde og den slags. Denne her havde jeg såmænd ikke behøvet, siger hun.
Hun vidste godt, at der var en knude i brystet, da hun for tre måneder siden gik til sin årlige brystscanning. Den havde nemlig gjort ondt et stykke tid, men da kræft ikke gør ondt, var den super sunde fitnesskvinde sikker på, der blot var tale om en lille infektion eller noget andet, hun ikke behøvede at bekymre sig om.
Tænkte først på børnene
Da vi mødes i hendes hyggelige hjem i Charlottenlund et par dage efter, har hun fået den første kemoterapi. Det brænder i hele kroppen. "I'm on fire", smiler hun.
- Selvfølgelig kan jeg mærke, der er noget, der er anderledes. Jeg er så vant til at mærke min krop. Men ud over det og lidt kvalme, som jeg har kunnet træne væk, så mærker jeg ikke noget til kemoen, og jeg har ikke tabt noget hår endnu. Det er jo heller ikke sikkert, det sker, men det gør det jo gerne, siger hun med et smil.
Charlotte fik naturligvis et chok, da det viste sig, at knuden var ondartet.
- Det er et chok, fordi man ved, at nu skal man igennem et forløb. Min første tanke gjaldt mine børn. Hvad skulle jeg sige til dem? Jeg er jo en supermor, der aldrig bliver ramt af noget. Jeg er aldrig forkølet. Jeg tager aldrig en panodil. Det var meget ubehageligt at skulle fortælle dem det.
Kemo er min lille giftige ven
Knuden var nem at operere væk. Charlotte Bircows implantater i brysterne skulle ikke fjernes, og i det hele taget er forløbet gået, som det skulle, og hun bevarer sin optimistiske indstilling.
- Jeg har altid dyrket det positive livssyn, og det er alfa/omega i sådan en situation. Altså de uger, der går fra knuden opdages, til man bliver opereret, der når man at tænke, om det kan have bredt sig, og det er ikke rart, men ellers er jeg ikke typen, der går ned med flaget. Jeg bliver straks kreativ og konstruktiv, og når jeg mærker, det brænder i min krop, siger jeg til mig selv, at der arbejdes derinde. Kemoen har jeg gjort til min lille giftige ven, der skal hjælpe mig igennem. Jeg har det godt og kan slet ikke forholde mig til at blive omtalt som syg. Knuden er opereret væk, og kemoen, som jeg ikke kunne drømme om at takke nej til, sørger forhåbentligt for, at kræften ikke vender tilbage, siger Charlotte.