Glad Finn Nielsen: Vita er min nye kæreste
Efter seks års pause er Hjørring Revyen genopstået. 74-årige Finn Nielsen har gennem tiderne oplevet masser af succes i netop den revy, og han valgte derfor at vise sin nye kæreste frem til premieren på Vendelbohus.
- Når hun kan trække mig fra Charlottenlund til Lønstrup - og omvendt. Så må der jo være noget, som er mere end bare et venskab, fortalte en glad og stolt Finn Nielsen, mens han holdt godt fat om Vita Olsen, der er børnehaveklasseleder på Muldbjergskolen i Hjørring.
- Vi mødte hinanden hos fælles bekendte for tre måneder siden, tilføjede parret, der om kort tid kan se endnu mere til hinanden, når Finn sidst i juli optræder med Cabaret Mix i Lønstrup Gl. Biograf.
Efter 20 års samliv flyttede 54-årige Ann Hjort for to år siden fra Finn Nielsen, og Ann har siden fundet sammen med 30-årige Rasmus Krogsgaard. Også det forhold bliver plejet på afstand, for Ann spiller med i Nykøbing Falster Revyen, mens Rasmus slår sine folder i Sønderborg Revyen.