Michael Bundesen i bedring efter blodprop
- Det er klart, at man ikke står på scenen fire dage efter, at man har fået en blodprop. Det tager sin tid, inden man er ovenpå igen. Sådan var det med Sanne Salomonsen, så jeg ved af erfaring, at der går lang tid, før man er klar til at optræde efter en blodprop.
Henrik Seifert, direktør for PDH Music, som blandt mange andre har Shu-bi-dua i stalden, har prøvet det før: at en af hans kunstnere midlertidigt må sige farvel til rampelys, cd-indspilninger og koncerter. Da Danmarks rock-mama, Sanne Salomonsen, for fem år siden fik en blodprop i hjernen, gik der næsten et år, før hun atter stod på en scene.
Den 19. maj, præcis én uge efter sin 62-års fødselsdag, fik Michael Bundesen en blodprop, mens han var hjemme i sin villa i Gentofte.
- Han blev straks bragt på hospitalet og kom hurtigt i behandling. Nu har han det efter omstændighederne godt og er i bedring. Det er efter eget og hans families ønske, at vi ikke siger mere. Vi har valgt at aflyse hele Shu-bi-duas sommerturné, siger Henrik Seifert videre.
- Det er en alvorlig ting, men det eneste, der tæller nu, er Michael Bundesens helbred. Når der er noget nyt at fortælle, skal vi nok gøre det.
Stor opbakning på Facebook
Efter at nyheden om den folkekære Shub'ers sygdom slap ud, er det strømmet ind med sympatihilsener og ønsker om god og hurtig bedring - på Facebook og på avisernes internetsider.
Alle ønsker for Michael Bundesen, at han så hurtigt som muligt må blive rask og komme tilbage på sin plads i et af Danmarks mest populære bands. Siden starten for snart 40 år siden har Shu-bi-dua solgt lidt over seks millioner lp'er og cd'er.
En af dem, der ønsker god bedring, er sangeren Annette Klingenberg: "Hej Michael, jeg ønsker dig rigtig god bedring og glæder mig til at se dig på scenen igen. Jeg kan slet ikke undvære din dejlige stemme, så Michael, pas nu godt på dig selv. Kram fra en af dine fans" skriver Annette Klingenberg.