Klaus Riskærs søn taget for spirituskørsel
Far er allerede i fængsel, og nu risikerer sønnike at gå samme vej. I dag skal Klaus Riskærs søn Frederik Riskær Pedersen i retten, hvor anklagemyndigheden vil kræve 20 dages fængsel for spritkørsel.
Derudover kan den 22-årige rigmandssøn se frem til at miste retten til at køre bil de næste mange år.
Ifølge Ekstra Bladet blev Frederik taget med for alt meget alkohol i blodet, da han en augustnat sidste år kørte rundt med høj fart på Østerbro i København. Tilfældigvis overhalede han en civil politibil med sin vens fancy Jaguar XF, som derefter straks forsøgte at stoppe ham. Det lykkedes ikke i første omgang og endte derfor i en politijagt og anholdelse.
Forinden havde han været på in-restauranten Mash og på diskotek. Han påstår selv ikke at have fået særlig meget at drikke, men politiet kunne ved hjælp af blæse- og blodprøve påvise, at promillen lå et godt stykke over to. Den unge mand fik derefter straks inddraget sit kørekort, og nu venter retten.
Frederik Riskær Pedersen har ikke selv ønsket at kommentere sagen.