Lasse Spang Olsen i biografen med ekskonen
Deres ægteskab er forbi, men forleden aften dukkede de to igen op sammen i Dagmar Biografen til premieren på "Kongens store tale".
- Vi har jo kendt hinanden gennem hele livet, så selvfølgelig kan vi da også stadig gå i biografen sammen, sagde Lasse, der mødte Josephine Bergsøe, da de to gik i 4. klasse. Parret er dog ikke ved at finde sammen igen.
- Nej, vi bor hver for sig, og det vil vi fortsat blive ved med. Vi ses stadig og har jo også børn sammen, men vi er ikke kærester længere, sagde Josephine Bergsøe, der efter intensiv kemobehandling har overvundet den forfærdelige brystkræft-sygdom, hun siden maj sidste år har kæmpet imod.
Lasse Spang Olsen og Josephine Bergsøe bor med små 400 meter imellem sig i Høsterkøb. Lasse har beholdt deres hus, men for at døtrene Tallulah, 14, og Fiona, 12, ikke skal have så langt mellem deres forældre, har Josephine fået en bolig lige i nærheden.