Kate Middleton får mentor
Kate Middleton, der 29. april kl. 11 gifter sig med britiske prins William i Westminster Abbey, har fået en mentor. Der er nemlig så mange ting, som den kommende prinsesse skal sættes ind i, at hoffet har valgt den erfarne diplomat, Sir David Manning som mentor for Kate Middleton.
Sir David Manning er tidligere britisk ambassadør i USA, og han vil kunne rådgive og vejlede den kommende prinsesse med sin store erfaring, så hun står godt rustet både før og efter sit bryllup med den britiske arving til tronen.
Valget af Sir David Manning lå lige for, idet den tidligere ambassadør flere gange har arbejdet sammen med prins William og hjulpet ham bl.a. under hans rejse til Australien, så de kender hinanden rigtig godt. Nu skal Manning altså hjælpe den kommende prinsesse til rette, men han er også udset til at bistå parret på deres kommende udenlandsrejser sammen efter brylluppet.
A propos bryllup så er det kommet frem, at Kate Middleton agter at følge traditionen med at lægge sin brudebuket på den Ukendte soldats grav i London efter vielsen. Den tradition, som blev startet af dronningemoderen, da hun i 1923 giftede sig med kong George VI, har både dronning Elizabeth og prinsesse Diana fulgt, og nu ønsker også Kate Middleton at følge den smukke gestus.