29. jan. 2011
Af af Anna Johannesen

Lise Nørgaard til fest på krykker

Lise Nørgaard
Foto: Ole Bjørk
Genoptræningen er i fuldt gang, men Lise Nørgaard var til festen stadig ikke frisk nok til at tage en svingom.

Da højesteretsdommer Per Sørensen lørdag aften fejrede sin 70-års fødselsdag, havde alle gæsterne på forhånd fået at vide, at der skulle danses lancier. Det gjaldt selvfølgelig også hans svigermor, Lise Nørgaard, men da hun stadig er afhængig af et par krykker efter sit fald i december, måtte den 93-årige Lise meget mod sin vilje nøjes med at kikke på.

- Det var så frygteligt, for jeg elsker lancier, og så måtte jeg sidde dér som en mild, gammel dame og bare se på. Men så kunne jeg da glæde mig over, hvor fuldstændig fejlfrit mine oldebørn dansede. Det var en fornøjelse.

Familien var rigt repræsenteret ved festen, der blev holdt på Skovshoved Hotel, og selv om fødselaren havde frabedt sig taler, holdt hans to døtre, Nanna og Camilla, en vidunderlig tale for deres far under middagen, der bestod af saltet laks med cremefraiche til forret, oksemørbrad med fois gras-sauce til hovedret og crème brûlée med vaniljeis til dessert.

Hjem inden natmaden

Lise Nørgaard, der havde sin gode ven, biskop Erik Norman Svendsen, til bords, holdt ud til klokken halv to. Så blev hun hentet og kørt hjem til genoptræningscenteret Skovbrynet, som hun snart håber at kunne forlade - uden krykker.

- Natmaden var hotdogs, men det gik jeg altså glip af, siger Lise Nørgaard, der ser fortrøstningsfuldt på fremtiden.

- Jeg tager ikke sorgerne på forskud. Det har jeg aldrig gjort, siger hun.

Læs mere om: