Kronprinsesse Mary har født en dreng og en pige
Så kom endelig det øjeblik, vi har ventet på - kronprins Frederik har netop fortalt, at kronprinsesse Mary har født.
- De blev født med en halv times interval. Den første kom klokken 10.30. Efter omstændighederne har de det alle godt, kom det glad fra den stolte nybagte far, der er yderst tilfreds med forløbet, og roste kronprinsessen for hendes flotte fødsel.
Ifølge kronprinsen vejer drengen 2674 gram og er 47 lang, mens pigen er 46 centimeter og vejer 2554 gram.
Selve fødslen gik planmæssigt og foregik på Rigshospitalets fødegang, hvor fødselsholdet bestående af klinikchef Morten Hedegaard, vicechef-jordemoder Agnete Nørrelund, jordemødrene Birgitte Hillerup og Mette Simonsen samt professor Peter Dam bistod kronprinsessen.
Kronprins Frederik deltog aktivt ved fødslen og var en rigtig fin støtte for kronprinsessen, både fysisk og psykisk, udtaler klinikchef Morten Hedegaard.
Efter fødslen flyttes tvillingerne og deres forældre op på den samme stue, hvor Mary fødte Christian og Isabella. Her ventes det, ifølge BILLED-BLADETs oplysninger, at kronprinsparret og de to nyfødte skal opholde sig i fire til syv dage.