Tina Lund: Fra single til papmor
Springet fra singlepige til papmor har ikke været nemt, men det har båret mange glæder med sig. Det indrømmer ridepigen, der de næste tre onsdage toner frem på TV 2 i helt nye afsnit af "Tina Lund - Helt tæt på".
- Det kræver altså noget, når man går fra en singletilværelse til pludselig at skulle forholde sig til en mand og hans tre børn plus en eks-kone, siger Tina Lund, der på flere planer har haft et udfordrende og lærerigt år.
I en række nye udsendelser, "Tina Lund - Helt tæt på" kan seerne atter lade sig underholde af føljetonen om springrytteren og hendes liv. I onsdags sendte TV 2 det første program af fire om ridepigen, der blev landskendt, da hun deltog i "Vild med dans" og siden blev kæreste med eks-fodboldspilleren Allan Nielsen og bonus-mor til hans tre børn, som han har fra sit ægteskab med designeren Rikkemai Nielsen.
Kommet tæt på pigerne
I første program flyttede Tina Lund og Allan Nielsen sammen i hendes hjem hos forældrene i Nordsjælland, og allerede her var det tydeligt, at det er to stærke personligheder med hver deres idé om, hvor skabet skal stå.
- Jamen, der har da været både problemer, glæder, store udfordringer og mange mennesker at tage hensyn til, men jeg ville ikke have været det foruden. Det har virkelig været spændende for mig at finde min plads i alt det her.
- Når tre børn flytter ind, skal man virkelig lære, hvornår man skal sige noget, og hvornår man ikke skal. Hvornår man ikke skal være der, og hvornår man skal. Men alt i alt synes både jeg, min familie og mine venner, at jeg har klaret det fint. Og så har jeg været heldig med, at Allans to yngste piger er så ride-interesserede. For dem er gården en stor legeplads, og det har da bestemt gjort det nemmere for mig at komme tæt på dem, fortæller Tina Lund.