Marie Seebach: Jeg var fars store pige
Mens Rasmus Seebach har trukket tårer - og overskrifter - på grund af sin rørende hyldestsang til sin afdøde far, har hans søster Marie holdt lavere profil om sin sorg. Men ingen, der ser portrætfilmen "Tommy", vil være i tvivl om, at Grand Prix-legendens bratte død også har efterladt et tomrum i hans eneste datters hjerte.
I dag er Seebachs datter 27 år. Da popsangeren faldt om af et hjerteslag på Bakken i 2003, var hun blot 20. Men Maries forhold til sin far har hele livet været hjerteligt. Det kan man også læse i biografien "Tommy", som forfatteren Peer Kaae udgav inden jul, hvor mange af Maries inderste tanker blotlægges.
- Jeg talte meget med min far, selv om han var lidt svær at komme ind på livet af. Hvis der f.eks. var problemer i skolen, så var han der med det samme. Når jeg som lille pige var med ham til premiere på en ny plade, så var han det kærligste, selvom om han måske havde drukket lidt for meget. Han præsenterede mig altid stolt som fars store pige, og så gav han et par ord med på vejen om, hvad jeg nu havde bedrevet, siger Marie i bogen.
Tommy Seebach og hans kone Karen ønskede sig brændende en lille pige, efter at de havde fået Nicolai og Rasmus. På den video, Tommy optog under fødslen, kan man høre, hvordan jordemoderen nærmest var nervøs ved at trække barnet ud, hvis det nu viste sig at være en dreng. "Den dag Marie kom til verden, blev vores familie fuldendt", som Karen Seebach har sagt.