Flot pyntende juletræer i Berleburg
- Jeg elsker juletræer, siger Carina Axelsson og smiler stort.
Prins Gustavs kæreste har forberedt en drømmejul i Berleburg, hvor hun og Gustav bor i en stor lejlighed øverst oppe på slottet.
De mest private rum ligger på anden etage, og på et gyldent tæppe i den store dagligstue med det smukke marmorgulv står det høje træ, som familien skal fejre juleaften rundt om. Men Carina og Gustav bruger også rummene i slottets stueetage og på første sal, og her har Carina stillet en mængde flot dekorerede træer op. Nogle er langt over fem meter høje, andre lidt mindre, men alle træerne har et tema. Der er Is-træet, Hundetræet, Soldatertræet og Det Gyldne Træ, og pynten stammer dels fra Danmark, dels fra Tyskland.
- Jeg køber oftest julepynt hos Bjarne Als i Bering House of Flowers og hos Jette Frölich, jeg synes, det er to mennesker, der laver flotte ting, fortæller Carina.
Mange mennesker får glæde af de kønne træer, for der er rundvisning i nogle af de smukke rum flere gange om ugen.
De private stuer er det dog kun de nærmeste, der bliver inviteret indenfor i. De skal stå klar til juleaften, når Carina og prins Gustav inviterer prinsesse Benedikte og prins Richard på julemiddag. De bliver budt kalkun, som Carina er vant til fra sin opvækst i USA.