Jes Dorph-Petersen og Natasja Crone guider dig igennem 2010
Internt på TV 2 bliver de kaldt "Crone 1 og Krone 2". Og Natasja Crone og Jes Dorph lever flot op til deres kælenavne, når de sætter spot på året i kongehuset 2010 ved et stort underholdningsshow.
Der var Vild med dans-stemning i studiet, da TV 2 optog programmet Royalt Afterparty om året 2010 i kongehuset. The Antonelli Orchestra sørgede for musikken og spillede den kendte Vild med dans-intro, da et stærkt dommerpanel gik på podiet for at vurdere det danske kongehus' præstationer og fremtræden i 2010.
Panelet bestod af de tre kongehus-eksperter Ulla Terkelsen, Peter Thygesen og naturligvis BILLED-BLADETs chefredaktør Annemette Krakau. Dommertrioen var udstyret med de kendte Vild med dans-bordtennisbat med point, og spændingen var stor, da aftenens værter, Natasja Crone og Jes Dorph-Petersen, bad eksperterne om at give den danske kongefamilie point på en skala fra 1 til 10. Og der kan røbes så meget, at dommerne ikke var enige …
Det kongelige afterparty blev optaget i den smukke gamle Vilhelm Lauritzen-terminal i Københavns Lufthavn, og programmet blev en tempofyldt fest med afstemninger i studiet, optræden af Mamma Mia!-holdet, Shu-bi-dua, Medina og dronning Margrethes særlige ven fra hendes 70-års fødselsdag: Rune Klan, der meget underholdende kunne fortælle om, hvordan det var at kigge ind i øjnene på dronning Margrethe, mens han tryllede med skinke ...
Natasja Crone og Jes Dorph, som undervejs i programmet også finder ud af, hvilken kongelig person han ligner mest, havde også besøg af Rosenborg-komtesserne Camilla og Josephine. De to fortalte livligt om opvæksten og livet som tvillinger og relaterede det til kronprinsparrets fremtid med tvillinger. Alt i alt et herligt Royalt Afterparty, som kan opleves på TV 2 i aften fra klokken 20.35.