Den kongelige jul begynder på Marselisborg Slot
Straks dronning Margrethe var færdig med årets sidste statsråd med regeringen på Christiansborg, satte hun kursen mod hovedbanegården i København. Her ventede et særtog med den kongelige salonvogn, hvor prinsgemalen og pastor Peter Parkov allerede var kommet ombord.
Turen gik herefter gennem det snedækkede kongerige, før det royale særtog blev rangeret ind på et sidespor ved banegården i den jyske hovedstad.
Dermed begyndte den kongelige jul, som den plejer for regentparret, der har taget residens på Marselisborg Slot.
Lillejuleaften sker det store brud i de kongelige traditioner, når majestæten og prinsgemalen kører ned til sønnen og svigerdatteren på Schackenborg Slot i Møgeltønder. Her bliver julen fejret i et par dage med børnebørnene Nicolai, Felix og Henrik samt prinsesse Maries mor og hendes mand, og 2. juledag vender landets statsoverhoved tilbage til Århus.