Sofie Stougaard går på arbejde med sin datter
Sofie Stougaard, 44, spiller Karoline i "Jul i Gammelby" på Folketeatret, som står på plakaten til den 23. december. Hver uge har hun i tre af forestillingerne fornøjelsen af at stå på scenen med sin mellemste datter, Ingeborg på ni år. Hun kom nemlig med til en casting med 50 andre børn.
- Jeg var rigtig nervøs, og mine ben rystede, men det gik okay. Da jeg fik at vide, at jeg var kommet med, kunne jeg ikke rigtig forstå det. Det var først, da min mor sagde det. Og så blev jeg rigtig glad, fortæller Ingeborg, da vi besøger mor og datter inden forestillingen.
Det er Ingeborgs første interview, men svarene kommer uden tøven, og den kønne pige med det lange, mørke hår fortæller med charme og sødme. Sofie sidder ved siden af og supplerer, og hun har god grund til at være stolt af sin datter, hvis kammerater i 3. klasse synes, det er sejt, at Ingeborg spiller en drillenisse.
Ikke nervøs mere
Prøverne begyndte i september, og da tiden nærmede sig for den første forpremiere med publikum på, blev Ingeborg lidt betænkelig.
- Lige inden jeg skulle på scenen, sagde jeg til teknikeren: "Sylvester, jeg kan ikke det her". Men da tæppet gik op, sagde jeg til mig selv: "Nu gør jeg det bare", og da jeg kom ind på scenen, var det meget rart, og så spillede jeg bare, fortæller Ingeborg og pointerer:
- I dag er jeg slet ikke nervøs.
Også mor nyder at stå på scenen med datteren.
- Det har været så hyggeligt under prøverne, og det er da rørende at gå på arbejde med sit barn. Det har været en helt speciel oplevelse, og jeg håber, at det ikke bliver den sidste, siger Sofie.
Hun har frie tøjler
Ingeborgs storesøster Salka, 14, og lillesøster Mathilda på tre år har været inde at se forestillingen sammen med farmand, Thorbjørn Rafn.
- Lillesøster sad i to stive timer og sagde ikke ét kvæk. Det var stort. Men hun har også danset dansene hjemme med Ingeborg, fortæller Sofie.
At Ingeborg har fået blod på tanden til mere skuespil, har hun det helt fint med.
- Ingeborg er faldet i gryden! Hun må gøre lige præcis, hvad hun har lyst til. Hun har også talt om at blive jordemoder, så nu må vi se, hvad det ender med, smiler Sofie.