Kronprins Frederik: Jeg bøjer mig i støvet for jer
Kort efter at kronprinsen var ankommet til den danske kampgruppes hovedkvarter, Camp Price, i Helmand-provinsen, holdt han en tale, der gik lige i hjertet på de danske soldater.
- Jeg bøjer mig i støvet for det arbejde, som I udfører hernede. I er klart de bedste specialstyrker, som Danmark har, og I har været ude dér, hvor det gør ondt. Jeg er stolt af den professionalisme og den ro, hvormed I udfører jeres arbejde.
Kronprins Frederiks tale til de danske soldater i Afghanistan gik lige i hjertet, og bagefter stillede de unge mænd sig da også op i en lang kø - ikke kun for at trykke Frederik i hånden, men også for at få taget et billede af sig selv sammen med ham.
Kvindeligt følgeskab
Selv om kronprinsens besøg i Helmand-provinsen kun varede et par dage, nåede Frederik ud over samværet med de danske soldater også at se deres kampvogne, lejrens infirmeri og traumecenter samt prøve snigskytte-rifler og tungere våben. Besøget sluttede hos Bravo-kompagniet, der for nylig mistede den 27-årige overkonstabel Jørgen Randrup. Han blev dræbt af en vejsidebombe den 14. november.
På turen til Afghanistan havde kronprinsen foruden sin hofchef, Christian Schønau, også følgeskab af forsvarsminister Gitte Lillelund Bech og udenrigsminister Lene Espersen. Efter sin rørende tale til soldaterne, der fandt sted i lejrens KFUM, sagde Frederik, at han var glad for "at være af sted med Danmarks to mest betydningsfulde kvinder", hvorefter han overbragte en hilsen fra sin mor.
Til det svarede forsvarsministeren, at hun, dronningen, nu nok var den mest betydningsfulde kvinde i Danmark, og dét måtte en grinende Frederik selvfølgelig svare ja til.
Det er kronprins Frederiks andet besøg i Afghanistan, og denne gang fik han og de to ministre også lejlighed til at mødes med den øverste militære chef for NATO's styrker, den amerikanske generalmajor Mills.