Har dronning Margrethe en alarm i sin håndtaske?
Hvorfor går dronningen altid med en taske over skulderen? Min mand mener, den indeholder en alarm.
Med venlig hilsen
Marianne Carlsen
Kære Marianne Carlsen!
Det er faktisk lykkedes mig at finde en række billeder af dronning Margrethe uden taske. Men hun går, som du selv har bemærket, oftest med én. Hvorfor? Formentligt af samme grund som så mange andre kvinder: for at have f.eks. penge, sminke, lommetørklæde, cigaretter, nøgler og diverse personlige fornødenheder ved hånden.
Om den royale taske indeholder en overfaldsalarm, skal jeg ikke kunne sige. På det punkt er PET, der er ansvarlig for majestætens sikkerhed, meget tilbageholdende med oplysninger. Det er ikke utænkeligt, at din mand har ret. På den anden side er dronningen altid under skarp bevogtning, når hun bevæger sig ud i det offentlige rum.
Bedste hilsner
Jon Bloch Skipper
Har du spørgsmål til Den Kongelige Brevkasse, så send dit spørgsmål til jon@billed-bladet.dk, eller klik her!