Søren Ryge Petersen hitter på video
Danskerne kan tilsyneladende ikke få nok af Søren Ryge Petersen i programmerne fra hans have om sommeren. Den populære TV-mand iført gummistøvler er også et hit på video.
I hvert fald melder DR ud, at danskerne gerne køber hans udsendelser på dvd, og faktisk så meget, at Søren Ryge hitter som nummer 1 på IFPI's officielle hitliste over de mest solgte TV-serie-dvd'er i Danmark.
15.000 solgte eksemplarer
Faktisk har Søren Ryge-programmerne solgt næsten tre gange så meget som nummer to på listen i sidste uge, og dvd'en med Anders og Julius er lige nu blevet langet over disken i 15.000 eksemplarer, og derudover står 10.000 på venteliste til at få den i landets butikker.
- Jeg er overvældet, overrasket og rigtig, rigtig glad for den store interesse for dvd'en, siger TV-vært Søren Ryge Petersen selv.
Ifølge DR har dvd'en hele tiden været tænkt som den første af flere Søren Ryge-udgivelser, og senere kommer der for eksempel rejseprogrammer og haveprogrammer.