William og Kate skal giftes – nu er det officielt
Englands prins William skal giftes med sin kæreste Kate Middleton næste år, oplyser Buckingham Palace.
Tirsdag middag blev parrets forlovelse officiel, da der blev udsendt en pressemeddelse fra prins Charles hjem, Clarence House.
Parret blev ifølge hoffet forlovet i oktober under ferie i Kenya, og de er naturligvis glade for endelig at kunne annoncere forlovelsen mellem prins William og frøken Catherine Middleton.
Dronning Elizabeth og den nærmeste del af kongefamilien er naturligvis blevet orienteret om den glade nyhed, og prins William har ligeledes anmodet Kate Middletons far om hendes hånd.
Brylluppet vil finde sted i foråret eller sommeren 2011 i London og herefter bosætter de sig i det nordlige Wales, hvorfra prins William vil fortsætte med at tjene I flyvevåbnet hos Royal Air Force.
28-årige William, der er ældste søn af prins Charles og afdøde prinsesse Diana, mødte den 28-årige Kate Middleton på universitetet.