Patrik Wozniacki: Jeg vil savne Claudia
Patrik Wozniacki og Claudia Rex kæmpede for at få en plads i semifinalen, men tabte i omdansen til Laura Drasbæk og Silas Holst.
Efter otte uger måtte parret sige farvel, og Patrik var ked af det, men fattet.
- Jeg er skuffet, men samtidig glad for, at jeg nåede så langt, for de fleste af deltagerne er langt mere kendte, end jeg er, pointerer fodboldspilleren.
Dansepartneren Claudia er han ikke parat til at sige farvel til.
- Jeg vil savne det hele ved Claudia. Hun har en skøn personlighed, og jeg vil håbe, at vores venskab kan fortsætte. Efter et par meget travle måneder står der nu afslapning på programmet.
- Nu vil jeg belønne mig selv ved at sove længe og være sammen med mine venner. Vi har en fælleskasse, hvor vi sparer sammen til en rejse i Europa eller en lækker middag, og jeg har spyttet cirka 200 kroner i den for hver gang, at jeg er gået videre i Vild med dans. Jeg glæder mig allerede til en rejse med vennerne.