8. nov. 2010
Af af Frodi Holm Knudsen

Læs Ibi Støvings rørende tale til Brystgalla

Ibi Støving
Ibi Støving
Foto: Krestine Havemann
Ibi Støving stod for et af aftenens mest gribende øjeblikke til Brystgalla 2010

Ved lørdagens store brystgalla var et af aftenens mest gribende øjeblikke, da Ibi Støving fra scenen holdt en smuk tale, hvor hun fortalte om sin mor, der døde af kræft tidligere i år.

Mange blandt publikum måtte tørre en tåre over den smukke tale. Her er, hvad Ibi sagde:

- Min mor er død. Min mor. Hende, der har flettet mit hår utallige gange. Læst eventyr og passet på mig. Hun døde af kræft i maj måned - på mors dag. Det føltes, som om verden stod stille.

- Hun lå der. Der var ingenting tilbage. Et smukt menneske - indeni og udenpå - var visket bort, skrumpet ind til ingenting. Ædt op. Det var så underligt. Jeg tror, et stykke af mig også døde, da hun forsvandt.

- Alle farver blev pludselig så klare. Blomsterne var skarpe, og alting duftede så stærkt lige efter, men lydene var dulmede. Jeg var som en zombie. Livet gik jo videre uden for vinduet, men indenfor blev man opslugt af tomhed. Jeg følte mig både meget levende og meget fortabt

- Det er en tarvelig sygdom. En sygdom, der gik op og ned. Narrede alle til tro, alting blev bedre for så at vende os ryggen og tage et stykke mere af hende. Det var en kamp, der blev tabt. Det gør mig så vred. For det er så endegyldigt. Så uigenkaldeligt forbi. Så forbandet slut. Jeg får aldrig min mor at se igen. Min søn har ingen mormor, og min mor kan ikke længere grine eller tale, elske og høre musik. FORDI der ikke er fundet en kur mod kræft

- FORDI vi mangler penge til forskning og helbredelse. I aften støtter vi kampen mod brystkræft

- FORDI vi skal starte et sted.

Tak

Læs mere om: