Han forvandlede hende – Anja Andersen er et nyt menneske
Som 30-årig fik den tidligere håndboldstjerne Anja Andersen konstateret en hjertesygdom. Det betød, at hun måtte stoppe sin håndboldkarriere - hendes livsværk.
Siden blev hun træner og førte Slagelse helt til tops i dansk og international damehåndbold.
Nu har den 41-årige håndboldlegende så taget en pause fra håndbolden, og kaster sig ud i noget nyt, for som hun selv siger, så befinder hun sig bedst, når det hele går op ad bakke.
I mange år har der været én person, som har været ivrig efter at komme i kontakt med Anja. Navnet er Lasse Zäll, og han har startet coaching-programet Stifinder. Først for nylig tilbagebetalte Anja interessen, og dét valg fortryder hun næppe.
- Dér sad vi så tre timer et eller andet sted i København og snakkede om udvikling. Jeg havde en fornemmelse af, at det her var for vildt. Her møder jeg en mand, og efter at have snakket med ham i ti minutter føler jeg bare, at han er den, der kender mig bedst i hele verden. Det var stort, fortæller hun til ugebladet Søndag.
Siden mødtes de flere gange, og til januar skal hun arbejde med Stifinder-programmet - noget hun glæder sig meget til, og betegner mødet med Lasse Zäll som noget af det bedste, der er sket for hende.
- Jeg vil meget hellere være med til at gøre andre mennesker til mestre i deres eget liv, end selv at skulle have hængt en guldmedalje om halsen, det giver så meget mere mening for mig, siger hun til Søndag som et helt nyt menneske med fornyet energi.
Hvis hun en dag vender tilbage til trænerposten, er hun overbevist om, at spillerne vil opdage, at Anja er blevet et helt nyt menneske.