Katrine Hertz Mortensen bliver ny Go'morgen Danmark-vært
Nu er der så fundet en ny kvindelig medvært til Mikkel Beha Erichsen. Det bliver 33-årige Katrine Hertz Mortensen, der fremover siger Go'morgen Danmark sammen med Mikkel på TV 2.
- Det bliver helt vildt sjovt og udfordrende! Go'morgen Danmark er en stor chance for at prøve sig selv af i alle genrer som vært. Jeg glæder mig til samarbejdet med Mikkel. Han er utroligt engageret, positiv og har god energi, siger Katrine.
Katrine har god erfaring med at lave morgen-TV, da hun på TV 2 News har haft fast sendetid hver morgen.
- Selv om jeg ikke er et udpræget A-menneske, har jeg altid haft det fint med at arbejde om morgenen og møde tidligt. Der er en helt særlig stemning om morgenen, når man sender live - og det er sjovt at være med til at sparke folks dag i gang, siger den nye morgenvært.
Lisbeth Østergaard fortsætter på Go'morgen Danmark de næste par uger, og i løbet af efteråret vil Katrine blive kørt i stilling.
Udsigten til den nye morgenvært glæder TV 2-redaktør Jes Schrøder.
- Med sin baggrund fra både radio og TV har Katrine Hertz Mortensen det helt rigtige udgangspunkt for at lave "Go'morgen Danmark". Hun har masser erfaring, godt humør og gedigen journalistik at give til programmet, siger Jes Schrøder.
Ud over at Katrine har arbejdet for TV 2 News, har hun også lavet Go'morgen P3 og andre underholdende radioprogrammer.