Prinsesse Maries og prins Joachims paraply-show
I weekenden blev Copenhagen Historic Grand Prix afholdt i København, og som mange gange tidligere, blev det med kongelig deltagelse i form af prins Joachim og hans frue.
Vejrguderne havde valgt at berige motorløbet med nogle gevaldige byger, og i løbet af kort tid, var hele arrangementet indhyllet i oktan, bilos og våde mennesker med dryppende paraplyer.
Prinsesse Marie og prins Joachim undslap heller ikke vejrgudernes generøse vandsprøjten, og det gav det royale par lidt vanskeligheder, da prinsen som galant gentleman ville holde paraplyen for Marie da det var blevet tid til lidt frokost.
Paraplyerne ville ikke helt som Marie og Joachim ville, og pludselig var der tale om et helt paraply-show. Både Marie og Joachim tog hele optrinet med godt humør.