Tina Nedergaard: Top-politiker og enlig mor
Tina Nedergaard er vokset op på forældrenes gård i Nordjylland, og havde store muskler af at muge ud, fodre grise og køre traktor.
I dag er den 40-årige undervisningsminister og enlig mor til Inge, som oplever en barndom, der ligger meget langt fra sin mors.
De to er netop flyttet til København, hvor Inge er startet i 0. klasse. Nu leder Tina efter en bolig, hvor der også er plads til en ung pige i huset. Sådan en er nemlig påkrævet.
- Inge er vant til, at en anden passer hende, fordi jeg har pendlet meget mellem København og Nordjylland. Det har vi klaret fint, fortæller Tina, der er meget opmærksom på datteren, når hun har fri.
- Så er vi sammen hele tiden. Men hun er faktisk også meget med mig på arbejde og er meget optaget af politik. Hun insisterede på, at vi skulle følge den amerikanske valgkamp på TV, og hun er på fornavn med vores statsminister. Og efter hun blev præsenteret for ministerbilen, sagde hun: "Mor, du siger bare aldrig op!". Det viser jo, at hun ikke synes, vi har fået et ringere liv, efter jeg er blevet minister.
Og det viser også, at det godt kan lade sig gøre at være enlig mor og samtidig have en karriere. Jeg ved, nogen synes, man svigter børnene, men jeg vil næsten sige tværtimod. Det kan give nogle andre kompetencer.
Inge møder mange mennesker og er utrolig god til at gebærde sig blandt folk. Hun er åben, fortæller gerne og er god i mange situationer, mener Tina Nedergaard.
Hun har været alene med Inge helt fra starten. Hun var kæreste med Inges far, men han var ikke interesseret i et barn, da Tina blev gravid.