Ib Spang Olsen sælger ud
Statens Museum for Kunst fik tilbuddet om at købe den folkekære tegners billeder, men de var ikke interesserede.
- Jeg gik og tænkte, om alle mine tegninger skulle i containeren, når jeg døde, men jeg var ikke så glad for tanken, siger Ib Spang Olsen.
Derfor åbnede han sin egen butik, og håbede at andre kunne være interesserede. Og om de er. Der er i dén grad interesse for hans bøger og tegninger, som bliver solgt fra et af de små charmerende huse langs Kgs. Have i København.
Tegnerens søn, stuntmanden Lasse Spang Olsen, bestyrer butikken og har langt flere kunder end forventet.
- Vi sælger overraskende meget, og dagligt må jeg ringe til min far og sende ham i kælderen for at finde flere tegninger, fortæller Lasse Spang Olsen, der deler tjansen i butikken med skuespilleren Laura Drasbæk.
- Laura har stået her den anden halvdel af tiden, men hun skal i gang med nye optagelser til Lærkevej, så det bliver måske lidt mindre den kommende tid, men hun er fantastisk til at sælge, griner Lasse.