Nu er prins Daniel og kronprinsesse Victoria taget på bryllupsrejse
Kronprinsesse Victoria og hendes ægtemand prins Daniel har indledt deres hemmelige bryllupsrejse, skriver den svenske avis Aftonbladet.
Der har længe været gættet på, hvor det nygifte royale par vil tage hen, og hvor længe Victoria og Daniel vil være bortrejst. En ting er de fleste dog enige om - hvedebrødsdagene holdes et sted i udlandet.
Den svenske avis Aftonbladet mener at vide, at Victoria og Daniel allerede under bryllupsfesten lørdag nat sneg sig ud fra slottet og således indledte en velplanlagt bryllupsrejse.
Søndag formiddag forlod kongen og dronningen Drottningholm Slott sammen med prins Carl Philip og en håndfuld af de nærmeste bryllupsgæster.
Ifølge Aftonbladets oplysninger mødtes de til en afsluttende morgenmadskomsammen, inden slægtningene tog hver til sit.
Men ikke skyggen af det nygifte kronprinsessepar. Og dem skal vi heller ikke forvente at se noget til den næste måneds tid, gætter Aftonbladet.