Kronprinsesse Mary og prins Christian er ankommet til bryllup i Stockholm
Kronprinsesse Mary er ankommet til den bryllupsklare svenske hovedstad med prins Christian, der som bekendt skal være brudesvend for Victoria på lørdag.
BILLED-BLADETs chefredaktør fortæller direkte fra Stockholm, at Mary og prins Christian nu er på plads på Grand Hotel.
Den fireårige prins Christian tog hele postyret med stor ro, og ifølge Chefredaktør Annemette Krakau taler alle tilskuerne om, hvor afslappet og professionel kronprinsesse Mary er.
Kronprins Frederik er stadig i Danmark, hvor han er rigsforstander, mens regentparret er på vej til det kongelige bryllup i Stockholm.
Mens kronprinsesse Mary og prins Christian ankom i den svenske hovedstad, deltog Frederik her til formiddag i Skov- og Naturstyrelsens indvielse af motionsfaciliteter i St. Dyrehave ved Hillerød.