Remee manipuleret for åben skærm
Musikproduceren Remee havde sagt ja til at deltage i programmet som debattør i et panel og ikke som den, der skulle debatteres om.
Panelet skulle have en principiel diskussion om økonomi og grådighed, men værten Vincent F. Hendricks valgte at sætte Remees egen økonomiske nedtur i centrum.
- Det var som om, jeg skulle bekende, at alt var gået i stykker på grund af grådighed, fortæller Remee til B.T. oven på det overraskende program på TV.
- Jeg stillede op til en diskussion om begrebet og fik en fornemmelse af, at hele panelet troede, jeg var der for at bede om tilgivelse, siger Remee til avisen.
Ifølge værten af programmet Vincent F. Hendricks er Remee ikke blevet lokket ind på falske præmisser.
- Han var på ingen måde inde som cirkushest. Udgangspunktet var, at han havde en personlig historie, som blev springbræt for aftenens diskussion. Og jeg synes, han gjorde det virkelig godt, udtaler programværten til B.T.
Hovedpersonen selv bærer dog ikke nag eller på anden måde giver udtryk for, at han er vred over den drejning, programmet tog.
- Jeg føler mig ikke forurettet eller ført bag lyset, men jeg sagde klart ikke ja til at være objektet for programmet, fortæller Remee til avisen.