11. jun. 2010
Af af Liz Rørsig
Neel Rønholt har et skoleår tilbage
Neel Rønholt
Foto: Birger Storm
Neel Rønholt er snart færdig med sit tredje år på Statens Teaterskole og er snart aktuel i to TV-serier.
- Nu har jeg bare et år tilbage og er begyndt at få små roller. Jeg medvirker i den kommende DR-serie "Borgen" samt TV 2s "Lærkevej", siger Neel, der allerede inden teaterskolen har slået sit navn fast i film som "Min søsters børn", "Kollegiet" og "Dig og mig", ligesom hun sammen med veninderne Laura Christensen og Julie R. Ølgaard dannede teatergruppen N.I.P.S. (Nye Impulser På Scenen") i 2005. Inden Neel tager hul på det sidste skoleår på teatret, glæder hun sig til sommerferien.
- Jeg skal til Færøerne sammen med én af mine veninder fra skolen, siger Neel, der er kæreste på andet år med Jens Frederik Sætter-Lassen (søn af skuespilleren Søren Sætter-Lassen). Jens Frederik går også på teaterskolen på tredje år.