Prinsesse Marie erklærer sin kærlighed til Joachim
Prinsesse Marie er meget, meget glad for sit liv i Danmark, og hun er i særdeleshed glad for sin mand, prins Joachim. Det er to konklusioner, man kan trække ud af ugebladet Feminas interview med prinsessen, som bringes i denne uge - uge 20.
Feminas chefredaktør Camilla Lindemann spørger blandt andet, hvad prinsesse Marie faldt for ved prins Joachim, og det var ikke så lidt.
- Jeg skal nok lade være med at sige: Det hele! Men næsten ... hans venlighed ... og hans store tålmodighed. Jeg var jo ret længe om at beslutte, om jeg ville flytte til Danmark, og han var bare så tålmodig. Og så er han vældig stædig ... - Så var det hans stædighed, der gjorde, at De lod Dem overtale til at flytte til Danmark og gifte Dem? - Ja, han er ikke en mand, der giver op. Lige sådan en mand, jeg ville have, fortæller Marie til Femina.
Prins Joachim gjorde også et upåklageligt stykke arbejde, da han skulle anmode om Maries hånd. Han gik til Maries bedstemor som den første.
- Og min bedstemor ser ikke på, hvad folk er, hun ønsker bare, at jeg skal være glad. Da hun så havde været sammen med prins Joachim i en time, var hun overbevist om, at jeg havde gjort et godt valg. Min mand var også smart. For da han skulle fri til mig, bad han min bedstemor om min hånd, før han spurgte mine forældre. At han gjorde det, fik mig til at elske ham endnu højere, siger prinsesse Marie.
I BILLED-BLADET i denne uge kan du læse mere om Marie - blandt andet, hvordan hendes forhold er til Mary og hvordan, hun selv ser på muligheden for at få flere børn.