Kronprinsesse Victorias livvagt dømt for grov voldtægt
Kronprinsesse Victoria og kong Carl Gustaf er begge blevet beskyttet af en ansat i det svenske sikkerhedspoliti, som nu er idømt seks års fængsel for grov voldtægt.
Den 49-årige livvagt var kendt for at være blandt de bedste til sit arbejde, men fremover vil han nok mest være kendt for den episode, der førte til dommen på seks års fængsel. Ifølge sigtelsen voldtog livvagten i september forrige år sin daværende kæreste under et ophold i sit sommerhus udenfor Uppsala. Voldtægten varede i flere timer, og kvinden var iført håndjern under forbrydelsen.
Livvagten er også dømt for efterfølgende at have truet med at invalidere kvinden, hvis hun meldte episoden.
Victorias livvagt nægter sig skyldig og henholder sig til, at hele historien er opspind fra kvindens side. Han har derfor anket sagen.
Det svenske hof fortæller til svenske Aftonbladet, at manden ikke længere er ansat og at den kongelige familie er bekendt med dommen i sagen.