ABBA-Benny skriver sang til Victoria og Daniel
Der er fuld gang i de svenske forberedelser til årets glade begivenhed i broderlandet, og det er de store armbevægelser, der bliver taget i brug på den anden side af Øresund.
Nu fortæller det svenske medie Nöjesbladet, at der venter det kommende royale brudepar, kronprinsesse Victoria og Daniel Westling, en gave af de helt specielle - og dét allerede aftenen før selve brylluppet.
Aftenen inden brylluppet hyldes de to forlovede ved en koncert i Stockholms koncerthus. Victoria og Daniel har blandt andet ønsket at høre Roxette, men som en særlig lækkerbisken er Benny Andersson - ham fra ABBA - ifølge Nöjesbladet gået i gang med at skrive en kærlighedssang specielt til det kommende brudepar. Den sang bliver opført for første gang ved den koncert, og så kan man vist godt sige, at festlighederne er kommet i gang med manér.