Danmarks flyvende natklub på vingerne igen
Paula Larrains eksmand Mads Holger, der er stifter af Danmarks eneste flyvende natklub - Klub Jet - er atter klar til at gå på vingerne med nogle af Danmarks førende kultur- og erhvervsprofiler.
Flyet er booket med plads til 150 vip-gæster til afrejse fra Danmark til Beirut den 1. maj.
- Vi har valgt Beirut, fordi det uden sammenligning er verdens pt. førende by, hvad natteliv, skørlevned og skønhed angår, fortæller Mads Holger, der har opholdt sig det meste af vinteren i byen, til bt.dk.
Festen i Beirut bliver Klub JETs tredje arrangement. Tidligere har festerne været afholdt i operaen i Stockholm og i Istanbul, men denne gang vil arrangørerne gerne vise den arabiske verden fra dens mest positive side, som man møder i Beirut.
Gæsterne er klædt i galla, og møder op i Københavns lufthavn. På flyet vil der være dj, høj musik, dans og champagne ad libitum.
I Beirut afholdes festen i en balsal på det femstjernede Le Bristol Hotel, inden gæsterne smutter hjem og sover, og flyet går retur til Danmark, skriver bt.dk.
Prisen for hele herligheden lander på små 3600 kr., men det er kun særligt indbudte der kan få luft under vingerne med Klub Jet. Ifølge bt.dk bliver der i dag sendt i alt 1000 invitationer ud.