Victoria og Daniel trætte af misundelige mennesker
Kronprinsesse Victoria ved af erfaring, at rygter og sladder hører med som en del af tilværelsen som kronprinsesse.
At alle har en mening om ens gøren og laden, og at misundelse ofte er den indlysende årsag til kritik, ved kronprinsesse Victoria alt om. Og som kronprinsesse forholder Victoria sig, ligesom kongen og dronning Silvia, neutralt over for diverse udfald gennem pressen og medierne.
Men når kritikken falder på Victoria og Daniels vennekreds bliver det alligevel for meget for kronprinsessen.
Ifølge kongelig hofreporter på den svenske avis Expressen har Victoria og Daniel rigtig svært ved, at deres venner bliver hængt ud i pressen, blot fordi de hjælper det kommende brudepar med forskellige opgaver i forbindelse med brylluppet den 19. juni.
Kritikken er blandt andet faldet på kronprinsesse Victorias ven Niclas Engsäll, da hans reklamebureau Grow fik opgaven at fremstille den officielle bryllupskollektion.
Misundelige røster hævdede, at kronprinsessen kun havde valgt hans bureau på grund af deres tætte relationer.
Og her stoppede det tilsyneladende ikke. Den næste, der stod for skud, var Daniel Westlings bedste ven Niklas Ek.
Da han fik jobbet som bryllupsreporter på Svensk Radio, startede en bølge af protester mod Radiohuset.
Hjemme på Drottningholm Slot kunne Victoria og Daniel blot iagttage opstandelsen på afstand, men til vennerne har parret ifølge Expressen udtalt:
- Vi er trætte af al den misundelse!