Thomas Ring vandt X Factor 2010
Der var spænding for alle sparepengene, da Thomas Ring trak sig ud af årets X Factor-sæson som danskernes absolutte favorit.
Signe Muusmann havde svært ved at styre vejrtrækningen af bare begejstring, da mere end 40.000 X Factor-fans slugte hver eneste lille krumme, der blev kastet ud til dem ved DRs enorme finalearrangement i Parken i København.
Alt var stort, og Jesper lagde da også ud med at virke lidt lille til det store rocknummer Born To Be Wild. Tine fulgte efter med en mere harmonisk og sikker version af Celine Dion-sangen If That's What It Takes. Bedst i første runde var dog Thomas, der gav den som U2s Bono i en storladen og overbevisende optræden med nummeret With or Without You.
Dernæst var det tid til duetter, og Jesper tog revanche med et flot og flydende samarbejde med gymnasierockerne fra Duné, mens Tine tabte lidt af sin kredit, da hun viste usikkerhed i sin duet med svenske Erik Hassle.
Thomas Ring sang duet med hotte Medina, og efter Parkens bifald at dømme, havde skolelæreren god grund til at være tilfreds.
Efter denne indledning, bestemte seerne sig for, at Tine og Thomas skulle kæmpe om den endelige sejr, og teenagepigerne måtte vinke farvel til 15-årige Jesper.
I den endelige finale sang Tine og Thomas to helt forskellige versioner af dommernes vindersang My Dream. Thomas kom helt klart længst ind i sangen og fik gjort den til sin helt egen - oven i købet under ekstremt pres fra knap to millioner seere og alle tilskuerne i Parken.
Måske derfor trodsede Thomas alle odds og endte med at tage den endelige sejr.