Pernille Rosendahl er kommet tæt på Thomas
Hendes blik bliver fjernt og drømmende, når hendes "X Factor"-stjerne Thomas Ring Petersen synger. Hun ligner en forelsket kvinde, og det har sat gang i rygter om en flirt mellem hende og Thomas.
- Ha! Jeg er forelsket i Thomas som kunstner, men ellers er jeg forelsket i Johan - ham er det svært at konkurrere med. Johan er svær at slå, griner Pernille Rosendahl, da BILLED-BLADET præsenterer hende for rygtet.
- Thomas og jeg er på en helt fantastisk rejse, og man kommer mentalt meget tæt på hinanden, når man arbejder så intenst sammen. Og jeg har kæmpe respekt for Thomas både som kunstner og som menneske. Han er unik, men længere er den ikke, fastslår Pernille, som elsker sin kæreste Johan Wohlert, som hun har sin treårige søn Tristan sammen med.
- Jeg har også fået kæmpe respekt for Pernille, og det hun står for, lyder det fra Thomas.