Bonderøven bliver overrendt af nysgerrige folk
Frank Erichsen alias Bonderøven, kendt fra DR2's program af samme navn, kunne sagtens medvirke i en Gevalia-reklame med budskabet "Hvad byder du uventede gæster".
For til hans og DR's store overraskelse har programmet fået så stor succes, at folk valfarter til hans gård på uanmeldt besøg.
I programmet viser Frank Erichsen, hvordan han på sin gård på Djursland forsøger at blive selvforsynende, og det er åbenbart blevet så populært, at folk slet ikke kan få nok, skriver bt.dk.
- Der har været busser, der er kørt op ved siden af hans gård og folk, der kører derud og bare går ind, og det kan selvfølgelig være hyggeligt nok at tale med folk - bestemt - men det tog overhånd. Derfor bad Frank selv om et break, så vi har fredet ham fra det meste i et godt stykke tid nu, fortæller redaktør i DR2's chefredaktion Gitte Tækker til jv.dk.
At Frank Erichsen har nået langt ud på stolerækkerne med programmet Bonderøven, kan BILLED-BLADET bekræfte.
Frank Erichsen var nemlig blandt de fem top-nominerede til BILLED-BLADETs pris, Årets mandlige TV-vært.