Nu fortæller Martin Jørgensen om forholdet til Alexandra
Grevinde Alexandras 13 år yngre mand Martin Jørgensen fortæller for første gang om privatpersonen Martin i et interview med magasinet Pleasure.
Tilbage i 2005 blev Martin Jørgensen for første gang introduceret for danskerne som den daværende prinsesses nye kærlighed.
På det tidspunkt havde han næppe gjort sig de helt store tanker om fremtiden sammen prinsessen.
Som tiden gik, og forholdet voksede, ændrede dette sig, og Martin Jørgensen gjorde sig mange overvejelser om, hvad forholdet ville komme til at betyde for ham selv, men især også for Alexandra og hendes to sønner, prins Nikolai og prins Felix.
- Selvfølgelig har jeg haft overvejelser om at gå ind i den her lille familie, fordi det ikke er helt normalt. Der er masser af overvejelser, når man bliver en offentlig person, og jeg tænkte over, hvad det ville komme til at betyde for mig, men først og fremmest for dem. Var det det rigtige for Alexandra og børnene, fortæller Martin Jørgensen i interviewet med Pleasure.
Den 32-årige Martin Jørgensen fortæller om hans mange og lange samtaler med den 45-årige grevinde, inden de tog den fælles beslutning og lod sig gifte i 2007.
- Vi har talt en del om det, men når man har noget sammen, som er så specielt, som det vi har, så er det ligegyldigt, hvad der er rundt om. Man må sige, at kærligheden har sejret her.
Martin Jørgensen lægger da heller ikke skjul på sin fascination og kærlighed til Alexandra.
- Jeg forelskede mig i Alexandra, fordi hun er fantastisk. Bare se på hende. Hun er sindssygt smuk og pissedygtig til alt, hvad hun laver, siger Martin Jørgensen og tilføjer:
- Vi supplerer hinanden rigtigt godt, og vi udfordrer hinanden.