Nikolaj Koppel blev forladt af sin far
40-årig Nikolaj Koppel blev landskendt som Talent 09-dommer, og siden succesen har DR kapret ham som vært på Aftenshowet. Hans afdæmpede og beherskede væremåde udstråler en ro, som mange er begejstret for. Men selvom det ydre udstråler balance, bærer Nikolaj også rundt på et savn.
Fra han var ni år gammel, har hans far ikke været en del af Nikolajs liv - efter eget ønske. Det fortæller Nikolaj Koppel til Euroman.
- Fra jeg var ni år gammel, har min far enten ikke husket, orket eller ønsket at have kontakt, siger Nikolaj.
Nikolaj er selv familiefar med stort F for sine to børn, Simon og Emilie, og kender dermed til, hvilken glæde hans egen far, pianist John Winther, har givet afkald på.
I sit voksenliv har Nikolaj forsøgt at genoprette kontakten til sin far, men forgæves.
- Jeg besøgte ham i Australien 20 år efter. Der lå både en nysgerrighed og undren i min ambition om at besøge ham på den anden side af jorden. Men da vi endelig kom frem, var det som at møde en fremmed mand, som i øvrigt stadig var en lille smule ligeglad. Om ikke andet var det en mentalt god måde at slutte det på, siger Nikolaj om gensynet med sin far.
- Man kan ikke savne noget, der aldrig har været der, afslutter han.