Ulla Essendrop på sit livs drømmeferie
TV 2 Sportens Ulla Essendrop Støvring har travlt som vært under vinter-OL i Vancouver, hvor hun hver aften er i studiet sammen med Christian Høgh Andersen.
Inden hun skulle i gang med opgaverne under vinter-OL, nåede hun og ægtemanden Jimmy, der er projektchef og coach på NORDJYSKE Medier, at tage på en uges ferie i Egypten sammen med svigerforældrene. Her kunne parret slappe af i solen og nyde en pause fra en hektisk hverdag.
- Vi havde planlagt turen til Egypten længe, og det var skønt, at vi havde en uge sammen. Vi fik rigtig slappet af og nød hinandens selskab. Vi havde godt vejr med en behagelig varme på 28 grader og lå på stranden hver dag. Vi fik læst en stak bøger, og Jimmy fik dykket en masse, fortæller Ulla og tilføjer:
- Vi fik også besøgt nogle historiske steder, heriblandt Kongernes Dal ved Luxor. Vi trænede desuden hver dag, idet hotellet arrangerede fitness-træning. Vi var glade for at være af sted, og turen var et dejligt afbræk i hverdagen.